onsdag den 27. august 2008

Udflugt til Orvieto og Assisi.

Vi var altså på chartertur og havde meldt os til en udflugt med bus til Orvieto og Assisi , torsdag tidligt op:

Men man havde glemt at meddele at turen var indstillet, så lørdag måtte vi igen tidligt op, men så gik det, først til Orvieto, fra jernbanestationen dér går en kabelbane op og en meget lille bus bringer en til domkirkepladsen
Kirkens facade er bare flot!
Mosaikker med mega mange pixels i ca. 1 dpi.

Orvieto kalder på et længere besøg næste gang.

Videre gik det og efter frokost nåede vi Assisi.

Typisk vil jeg mene, fra venstre: travle turister, afslappede lokale og så en tænksom munk - lidt udenfor det verdslige.
Her ses så en del af Fransiskanerklostret:
Fredfyldt!
Der var skam også gadelygter i Assisi, nogle hænger smukt. Det her må vel så være "Stairway to heaven":Ikke så let at komme op ad, man skal vist tro på det og det er svært hvis man er meget tynget af jordisk gods.









søndag den 24. august 2008

Romerske kuriosa.

Hvad var det der skete på vej til Forum ? Jo se blot:På Campidolgio var der gang i bryllupsfotograferingen, noget der tages meget alvorligt og sikkert koster multum, en vis originalitet anes i billedvalget og jeg kom selvfølgelig også til at stå i vejen på et tidspunkt.

Vi boede lige ved denne gade med det lidt kuriøse navn.



En anden lidt speciel gade var Via dei Cestari (Pizza della Minerva til Corso Vittorio Emanuelle II) Det var gaden for de klerikale artikler:


Skat mangler vi forresten ikke lige et eller andet til alterbordet ?

Der var også diverse dragter for nonner, men om hende her lige har købt sin hovedbeklædning i "de Ritis" tør jeg ikke sige -

den er nok snarere købt her:

torsdag den 21. august 2008

Min elskede i Roma

Min elskede hustru var ret nervøs for visse momenter i flyvningen, men hun er ikke bange, frygtløs begiver hun sig ud i den romerske trafik, den er som vandene der skiller, biler forom og bagom men aldrig lige på. Jeg har fået en sød hilsen fra min yndlingshustru, hvis du er nysgerrig så læs den her: http://bedstemorjytte.blogspot.com/2008/08/regn-regn-regn.html Nå det var nu ikke regn der var mest af i Roma.
Her ses Jytte med høj vifteføring.

Efter at have læst bemeldte indlæg vil jeg sige:
Vift stolt på hedens bølge!

Afslutningsvis skete der noget på vej til Forum:
Er hun ikke bare vidunderlig?

søndag den 17. august 2008

Vandet i Roma.

Der er noget helt unikt ved Roma, nemlig vandet, i Roma har man det vidunderligste vand at drikke og det er bare rindende vand som man kan se løbe fra særlige vandposter eller ved fontæner og man kan fylde sin vandflaske og vederkvæge sin tørst.

Ikke noget med at lukke op for en hane, der er kildevand inde i byen. Og dog så fandt jeg en vandhane, mere eller mindre tilfældigt efter at have besøgt S. Giovanni in Laterano, lå den der i brolægningen, med navn på kilden både det nyere og det antikke.



Det antikke vand kan man møde nede i det nederste niveau i S.Clemente, der løber vandet som det også gjorde for 1900 år siden, henover de samme sten, er der noget at sige til at jeg synes Roma er fascinerende ?

Der var dog ét sted hvor der manglede vand, men børnene morede sig alligevel, man fristes til at sige : det bliver sjovere når der kommer vand i.

Henne på muren bagved er en graffitismører kommet til en usædvanlig skarp selverkendelse, der står "vandal girls". Vandalerne var der år 455 og vandaliserede (heraf udtrykket) og de eksisterer vist endnu.

Graffiti er hæsligt, grimt og primitivt, så er det sagt.

tirsdag den 12. august 2008

det kulnariske Roma.

Italiensk mad er me favorito og vi har spist med glæde. Nogle af "vore steder" havde fået nye ejere, men vi har til gengæld fundet nye steder.

Gino e Pietro er allerede nævnt, stemning derfra ses herover. Hos dem får man hjemmelavet pasta lavet af denne søde unge dame, den er selvfølgelig også lækker:
Desværre havde de fået den mærkelige idé at komme grønærter i sovsen til saltimboccaen - det er ikke en forbedring af retten! De havde ellers titlen som bedste saltimbocca.
(Gino eller Pietro rettede iøvrigt diskret min udtale forrige gang, det er med lukket o og kort k-lyd, og ikke sådan som man som dansker tror det udtales).

Nå et nyt sted der så hyggligt ud var La Forchetta d'Oro i Via S. Martino ai Monti 40 nær S.Prassede ikke så langt fra Santa Maria Maggiore.

Deres saltimbocca er klart den bedste jeg nogensinde har smagt !!

Det eneste minus var at det tog lang tid at få en regning, men OK vi var jo også bare stressede turister, vi ved det godt.

I nærheden af hotel Adriano lå Settimio all'arancio på Via dell'arancio 50 (anbefalet af Star tour). Se det var en klar vinder, se blot hustruens udtryk. Vinen var rigtig god. Her ses pesce misto fritata der passede til vinen.

Jeg faldt for friturestegt klipfisk, det var superlækkert. Deres lam var om muligt endnu bedre, mine smagsløg var helt oppe og køre.

Hvis man nu synes det er for meget Roma i denne blog, så er det bare ærgerligt, vi elsker den by og nyder den før under og efter besøget. Så der kommer mere om Roma her i agurketiden og den grå hverdag.

søndag den 10. august 2008

Buona Domenica.

Det er den 10. august og Sankt Laurentius dag, læs mere her: www.brede-kirke.dk/historie/Laurentius.php

Her er han så. Apropos Laurenti tårer så siges det at man kan ønske noget når man ser et stjerneskud, så ud og ønsk i aften! Mit ønske ved et stjerneskud er engang gået i opfyldelse !

Ja hvad skal man så finde på at lave en søndag, ovenpå lørdagens lange tur til Orvieto og Assisi ville vi bare være (Frans af Assisi blev fri af at gå fra sit "have" (posse) til sit "være" (esse), da han fik sin religiøse oplevelse foran det krucifiks der talte til ham), jeg har ladet mig fortælle at det er oprindelsen til udtrykket at være i sit es, og jo selvfølgelig så vi nævnte krucifiks i Assisi.
Yndlingshustruen foreslog Villa Borghese, en god idé, så vi gik op på Monte Pincio og så over til S.Pietro:

Der er dejligt i Villa Borghese, der ligger 2 dejlige museer, men der er også mere søndagsprægede attraktioner. Italienere er jo vældig glade for børn og se bare forældrene der her er sammen med deres børn:

Beklager men cikaderne kunne ikke tie stille.
Lige bagved kunne man leje cykler i flere former så det gjorde vi.
Efter en tur rundt og op og ned ad stier og bakker gik vi via den spanske trappe ned og drak te på Babingtons-tearoom,

Læs om stedet her: www.babingtons.net/ Herligt og prisniveauet er efter beliggenhed beliggenhed og atter beliggenhed, nabo med den spanske trappe og lige overfor Via Condotti. Men en oplevelse.

torsdag den 7. august 2008

Aftenstemning.

Her kommer vi så til aftenstemningen og hvor oplever man den bedre end på Piazza Navona. Nå ja rigtig mange turister klumper sammen ved Trevifontænen men det er bare for meget, vi har dog den sidste aften smidt en mønt over venstre skulder og ladet være med at se sig tilbage det har hidtils virket og vi er kommet igen.

Piazza Navona er vores favorit, hver gang vi kommer der er der et eller andet stykke legetøj der præger pladsen, bedst var en flaksende blikdue, dårligst var en krybende soldat med skydende geværlyd, årets grej var et lysende hjul som man kunne skyde op i luften og gribe med en stang.

På Piazza Navona er der også anden underholdning og kunstnere, nogle af dem nyder musikken se blot her:


I den sydlige ende af pladsen kan man se Marcels show, det er ret originalt se om Marcel her: http://www.newmarcel.it/

Han siger: Vær dig selv og ingen vil kunne sige du har gjort forkert. Det er da ret klogt sagt, ikke sandt.

Her er så lidt aftenstemning fra Gino e Pietro i Vicolo Savelli 3, et hyggeligt sted med hjemmelavet mad, mere om dette og de gastronomiske oplevelser næste gang. Stay tune.

tirsdag den 5. august 2008

Feriens lyspunkter.

Jo der var skam også gadelygter i Roma:
Ja her havde vi lige været i San Clemente og nede i et hus fra det første århundrede, og fgm. om ikke nogen havde været og vandaliseret med såkaldt graffiti. Her ses mere af den vandalisme

Nå bare rolig Piazza Navona er sig selv, her ved dagslys.

Mere om aftenlivet senere.

søndag den 3. august 2008

Vacanza Romana

Så var der lige det med stemningen i Roma her er nogle stemingsbilleder:Ikke så langt fra Hotel Adriano mødtes vi af Roma vigtigste transportmiddel. De er overalt også i Trastevere:
Ja og så er der nogle man troede var helt uddøde:De er så gamle at de drives med flower-power:

fredag den 1. august 2008

Ved min skytshelgens grav

De fleste kender Romas buslinje nummer 64, den er også kendt af og for lommetyve, den kører fra Termini til S. Pietro, en linje der er mindre kendt men som også berører de 2 steder er linje 492, Romas mest rystende busoplevelse før i tiden inden asfalten lagde sig som en sordi på Via San Basilio så nu er turen mere fredelig og med mere moderne busser. Linje 492 er meget anvendelig og krydser sig gennem en stor del af byen, det tager sin tid, men man kan komme lige til San Lorenzo fuori le mura, en kirke vi endnu ikke havde besøgt.
Her bydes på en kort bustur med linje quatrocentonovantadue:


Her kan du se linje 492 og andre busruter i dagens Roma: www.atac.roma.it/docunet/file.asp?mid=3&rid=3

Omsider når man så kirken med Sankt Laurentius grav, her ser man ham med risten hvorpå han fik sit martyrium over en sagte ild.Kirken blev som den eneste i Roma bombet i juli 1943, der var i anledning af "jubilæet" en udstilling i klostergården med avisudklip mm.

Her ses et bus- og sporvognskort fra 1943, man bemærker at hovedbanegården her er blevet til en park af militære hensyn, nå man fandt nu godsbanegården ved siden af S. Lorenzo alligevel og kirken fik lige et drys med på vejen når man nu alligevel var igang.


Lad mig til slut lige sige, at det var en bevægende oplevelse at besøge min skytshelgens grav. Den ser forresten således ud: