mandag den 28. september 2009

lørdag i Holbæk

"Hvad er der i Holbæk" ? spurgte nogen os, det ville vi finde ud af!Der er en bred gade i stil med den Horsens har lavet til et torv, men trods den sydlandske stemning med palmer så havde det været bedre uden bilkørsel her. Byen har en biograf og et apotek, der var også mange andre forretninger som det sømmer sig for en oplandsby.
Der var engang en klippefast tro på det solide i tilværelsen og at den ikke forandredes væsentligt:
Redaktionen var dog flyttet og amtet er en saga blot
og
"Sjællands Tidende blev grundlagt 1815 i Slagelse som avis for ti sjællandske købstæder. I 118 år - indtil 1963 - hed den Sorø Amtstidende, men fik regionalt snit ved at fusionere med Holbæk Amtstidende i 1963. Næstved Tidende udkom første gang 1866 og var ved forrige århundredskifte Sjællands største provinsavis.
I 1986 købte Næstved-avisen kollegaen i Slagelse, der med fælles trykkeri i Næstved blev gjort til aflæggeravis i 1990. I 1996 indledtes et samarbejde med Berlingske, der senere resulterede i etableringen af det moderne fællesejede trykkeri i Slagelse, under navnet A/S Sjællandske Avistryk."

lørdag den 26. september 2009

Langs fjorden.

Vi ankom til Holbæk ved solnedgang fredag aften og spadserede til
http://www.holbaek-info.dk/da/overnatning/hoteller/hotel-strandparken Næste morgen mødtes vi af ovenstående udsigt. Efter morgenbuffet gik vi ad Fjordstien ind til byen, vejret var smukt og vi nød det, det var der også andre der gjorde: Der er noget med vand og strand, det gør noget ved mennesker.
Denne sten ser nærmest lettet ud.

onsdag den 23. september 2009

Tillykke skat.

Idag er det hustruens fødselsdag, tillykke flaget blev hejst idag. Årets fødselsdagsgave var en tur til Holbæk og bo på Hotel Strandgården.
Her ses hustruen på deres veranda ud til fjorden, første ledetråd var: det ligger ved en fjord, og det tog adskillige timer og nogle flere ledetråde inden hun gættede målet. Vi havde en dejlig weekend med god mad og fint vejr, så vi nød opholdet og slappede helt af.
Tillykke med dagen.

tirsdag den 22. september 2009

Fanget, fångad

Her er så et billede fra weekenden, det passer godt til tirsdagstemaet fanget, jeg fangede øjeblikket på Hotel Strandgårdens terrasse i Holbæk. se andre bidrag til dette tema på http://tisdagstema.se/2009/09/15/fangad/#comments
Mere om turen til Holbæk følger - læs den afslappede fortsættelse.

fredag den 11. september 2009

11.september.

Det er efterår, det har regnet og rusket men nu midt i ugen blev det Brittsommer. Der er endnu ingen efterårsfarver, ikke engang på min nymalede hoveddør, som netop igen er blevet hvid over det hele. Hustruen har dog sørget for lidt efterårsstemning af den gode slags.

Det er idag den 11.september, en dato der har ætset sig ind i vore kalendere. Det var dagen hvor nedenstående blev til farlige våben der kunne ryste en supermagt helt ned i rødderne uanset deres militære kæmpebudget og ditto isenkram.
Som det ses er jeg en potentiel terrorist. Der er en del hidtil ustraffede personer der inden for den seneste tid er blevet idømt fængselsstraffe for at transportere disse farlige sager rundt af diverse årsager. Jeg kan selvfølgelig også godt se at de er meget mere virkelige våben end Sadam Husseins masseødelæggelsesvåben - men alligevel. Politikerne siger at domstolene ikke følger lovens intentioner (det må man jo håbe) men nej domstolene siger at det er lige hvad politikerne ønsker der er opnået. Endnu en Hovsalovgivning på pointtavlen?

Anstændigvis vil jeg mindes de mange uskyldige ofre, ofre for nogle mennesker med knald i hovedtøjet.
Det undrer mig forresten, hvorfor man ikke evakuerede den brændende bygning dengang, det synes jeg ellers er standard procedure ved alle brande. Men så vidt jeg husker blev folk i bygningen over højttalere bedt om at blive og arbejde videre?

fredag den 4. september 2009

Bevar mig vel !

Jeg fik vist på et tidspunkt nævnt at jeg har været med i bestyrelsen for: Denne meget fine samling bygninger grundlagt i 1940 af Jenny Thuomas.
Herover ses et torp (husmandsted) og herunder en mangårdsbygningHerunder ses indgangspartiet med den uundværdlige kost, den var dels til at feje sneen af støvlerne med men fungerede også som "lås", dvs stod kosten for døren var der ingen hjemme, men behøvede du ly for vejret måtte du godt gå ind, nøden har ingen lov.

Dels bevarer man på et friluftsmuseum, men også rundtom står der noget, knap så velbevaret men som alligevel fortæller historie:Og så er der noget som bevares, men bevar mig vel, bare ikke lige sådan.
Man skal holde meget af sin bil for at parkere den i soveværelset - "holdt så meget af den - sov med den om natten"

tirsdag den 1. september 2009

Jeg har læst...

I løbet af foråret har jeg læst en bog der har berørt mig, den handler om Niels Stensen (1638-1686), bedre kendt som Nicolaus Steno, grundlæggeren af geologien som videnskab. Bogen er skrevet af geologen Alan Cutler og indkøbtes på bogudsalget en tidlig morgen. Jeg vil ikke referere bogen, men anbefale den. Noget af det som var tankevækkende var at Steno forlod den videnskabelige verden til fordel for den katolske kirke. Han fandt at den videnskabelige verden ikke så på virkeligheden, men læste hvordan det stod til i Aristoteles værker, de troede mere på en bog end deres egne observationer og eksperimenter. Hvor er det lige jeg har hørt den før?

Dette billede er taget på vor tur for nogle uger siden mens vi fik en godnatøl efter den musikalske oplevelse af Die Herren. Men da nu den politiske debat rører ved væsentlige problemer (nej Connie- ikke klimaet) men et virkeligt problem, nemlig at ca. 50 personer går rundt i Danmark iklædt burka, så tænkte jeg på at ovenstående billede virker som om det er taget ud gennem en burkas net. Et religiøst snæversyn? ja altså at man bedømmer en religion ud fra et eneste vers, når koranen omfatter 114 suraner hver med adskillige vers.

Men der findes også kristne præster der afgør kvindespørgsmål udfra et eneste skriftsted i en bog, nemlig det nye testamentes 1.korintherbrev 14:34.

I Jyllandsposten kunne man for en tid siden læse om en burkahandler i Kabul der forklarede burkaen som overklassemode, der havde været der længe før taliban. Mode kan jo nok få kvinder til at iklæde sig næsten hvad som helst. Men på spørgsmålet om hr. burkaforhandleren havde prøvet at have en burka på svarede han, at han følte han ikke kunne trække vejret i en burka, et ganske interessant synspunkt.

jo mindre problem - jo større medieinteresse
frit efter C. Northcote Parkinson.