Hustruen og jeg besøgte Bildmuseet i sidste uge, og jeg havde ikke kamera med,
det fortrød jeg og da vi fortalte om de spændende udstillinger
var datteren ikke sen til at hænge med og vi mente
at det ældste barnebarn kunne finde det interessant .
Først så vi Katarina Pirak Sikku / Nammaláhpán
så fortsatte vi med: "Andreas Johanssons illusoriskt tredimensionella landskap återger förfallna, övergivna områden. Han klipper isär och fogar sedan samman fotografier från olika platser till nya fiktiva platser – oåtkomliga, hemlighetsfulla miljöer mellan verklighet och dröm."
Jeg var rimelig sikker på at hans fotomontage ville vække hendes interesse,
ganske rigtigt viste det sig.
Vi fortsatte opad og så:
Leonor Fini (1907–1996) var en uppmärksammad konstnär och personlighet i europeiskt kulturliv under mitten av 1900-talet. Hennes konstnärskap utmanade genom att ifrågasätta gränser mellan kvinnligt och manligt, myt och verklighet, medvetenhet och det omedvetna. I utställningen visas målningar, teckningar, bokillustrationer, objekt, text, film och kostymskisser för teater och opera.Her viste barnebarnet sig mere interesseret end forventet. En etage højere op ventede hun tålmodigt.
Men det var værd at vente på, et spejlbeklædt rum med uendelige perspektiver.
Man blev sluppet ind en og en, heraf ventetiden, men man behøvede ikke føle sig alene.
Herefter var der pyssel for børn og medfølgende voksne, "pysselfrøken" alias kunstpædagogen fortalte at dagens tema var inspireret af Leonor Fini og hendes masker, og her er 3 generationer maskerede.
Efter at have udøvet vore kunstneriske kompetencer ønskede barnebarnet
lidt overraskende at ville gense tomhedens kilde:
Efter det ville hun også se malerierne og maskerne igen!
Behøver jeg at sige at det var en helt vidunderlig eftermiddag!
